Featured Posts

Logens oprindelse

Den 18. november 1995 var en stor dag i dansk historie. Det var dagen hvor vor kære prinsesse Alexandra blev medlem af den danske kongefamilie. Det blev samtidig vendepunktet i en række gæve unge mænds liv. Den dag blev en loge født.

Prinsesse Alexandra Logen består af en række stolte og stærke mænd, der alle har det til fælles, at de startede på Aalborg Universitet det herrens år 1994. Med tiden er nogle faldet fra, men en hård kerne på 8 entusiastiske mandfolk består. Med stolthed fører disse mænd den stolte arv videre: En uforbeholden hyldest til Prinsesse Alexandra

Medierne

Logens arbejde har gentagne gange været omtalt i de danske medier. Utallige gange er Logens blevet kontaktet af førende, danske medier for at kommentere aktuelle sager vedrørende Alexandra. På sikker vis har Logemedlemmer bidraget med kommentar og har præget nyhedsbilledet med flere skarpe analyser.

Vi står naturlivis altid til rådighed for dansk- og international presse.

Initiativprisen

Hvert år til generalforsamlingen uddeles Prinsesse Alexandras Initiativpris til den af Logens medlemmer, der i det foregående år har gjort en særlig indsats for at promovere Logens arbejde. Prisen uddeles på baggrund af en meget kompliceret afstemningproces, der ikke mindst kompliceres af den fremskredne promille blandt enkelte logemedlemmer.

Efter endeløse diskussioner kan et af logemedlemmerne hjemtage en prægtig vandrepokal, som i det kommende år vil pryde i hjemmet hos den heldige. Med Initiativprisen følger også det ærefulde hverv at arrangere Logens årlige sommerfest, der oftes har et snert af sportstema. Om ikke andet så med et spil klassisk Dong i sofaen.

Skilsmissen

Efteråret 2004 bragte megen ulykke til den kære Alexandra, men de gæve logebrødre støttede hende i den svære tid. Vi vidste, at Alexandra igen ville finde livglæden og at hendes smil igen ville blomstre. I vores hjerter vil hun altid være en rigtig prinsesse.

I sorgens stund var der stor efterspørgsel efter logemedlemmernes viden og indsigt i Alexandras livsforhold. Logemedlemmer fra hele landet blev bestormet af pressen, der dog måtte nøjes med nogle få udtalelser. Flere logemedlemmer, tonede således frem på tv og radio i bedste sendetid og udtrykte deres dybeste medfølelse for Alexandras svære situation. Vi vil altid være der for Alexandra.

Alexandra – altid en prinsesse

Krakilske personer vil muligvis studse over, at vi her på siden stadig titulerer Alexandra som “Prinsesse”. Også dette tema har ført til endeløse, opslidende og endnu ikke afsluttede diskussioner mellem Logens medlemmer. Diskussionen fortsætter sikkert mange år endnu. Indtil Logen er nået frem til et løsning, der tilfredsstiller alle holder vi fast i, at Alexandra i vores øjne altid vil være en prinsesse – og derfor bør tituleres som dette.

De årlige logemøder

Logen mødes til den årlige generalforsamling hvert år. Så vidt muligt på bryllupsdagen, men ellers i en nærliggende weekend. Møderne er præget af god mad og moderate mængder alkohol. Ofte fører indtagelsen af alkohol til fællessang af tvivlsom karakter. Møderne er desuden præget af endeløse diskussioner og rigtig slidte røverhistorier fra studietiden

Der bliver taget billeder som du kan se et mindre udvalg af her på siden. Enkelte billeder kan derfor virke anstødelige på sarte sjæle. Vi har dog bestræbt os på at sortere de værste fra.